v8 
Hos alle Folkeslag har den til Daaben svarende Indvielse 
vaeret ledsaget af Navngivning. Forst ved denne hzrdes den 
speede til et bestemt Enkeltvzsen, bliver til en Person. 
En nzrmere Betragtning af de Former for Tro og Overtro, 
der knytter sig til al menneskelig Navngivning, viser os, at disse 
deler sig i to Tankeretninger: Et Navn er ngodvendigt for 
ethvert Menneske, for at dette overhovedet kan blive til et 
selvstendigt Enkeltvagsen; men netop derfor, paa Grund af 
denne Navnets ligesom hellige Kraft, bor det ikke misbruges, 
men bor i daglig Tale helst aflgses af en anden Betegnelse, 
et Tilnavn, der som en Sliddragt kan verne om det egentlige.! 
Denne dobbelte Tankegang var fuldt ud tilstede i Norden i 
det 16de Aarhundrede. Og det har sin seerlige Interesse at iagt- 
tage den, fordi dens Udslag viser os den Beveegelse, der har 
fundet Sted hos alle de nyere evropzeiske Folk, men senest og 
derfor tydeligst i Norden: Overgangen fra Enkeltnavn til 
Tilnavn og derfra til Familienavn. 
Det Navn, som Faderen sagte hviskede til Gudmoderen, 
naar han i Hjemmet overrakte hende Barnet, og som hun atter 
Iydelig udtalte i Kirken ved dets Daab, var paa engang nyt og 
dog en gammel bekendt. Valget deraf havde veret Genstand 
[or AEgteparreis grundige Overvejelse forinden, og med Rette, thi 
meget afhang heraf. Som Hovedregel gjaldt, at Barnet burde 
opkaldes efter en afdod Slegtning, hvem man onskede, at det 
skulde ligne. Det var nemlig en gammel Erfaring, at Barnet 
arvede sin Navnes Vasen og Egenskaber; som en Folge heraf 
gik det ikke an at opkalde en endnu levende, da: en saadan Op- 
kaldelse vilde medfogre, at han svandt hen og tabte Kraften i 
samme Grad som den lille trivedes.? Denne Regel var saa al- 
mindelig fulgt af den danske Adel i det 16de Aarhundrede, at 
man den Dag i Dag med den som Ledestjerne soger Rede i